De sidste to uger har været nogle af årets bedste for mig rent inspirationsmæssigt, idet jeg får utrolig meget ud af at se efterårsfarverne spille sig ud på naturens lærred hvorend jeg kigger.
Det er rigtig godt, for den igangværende tid er altid årets mest travle for mig og det har faktisk ikke noget med nisser, juleaften eller snerydning at gøre. Det er tiden hvor alle årets løse ender skal bindes sammen, hvor jeg kører højtryk i redigeringen af uudgivne/upolerede romaner, hvor der skal følges op på diverse projekter, og hvor jeg planlægger det kommende års mål. I år bliver der endda lidt mere aktivitet end normalt, da jeg også har redigeringen og den kommende udgivelse af “Heck” at være aktiv deltager i. Jeg ser dog frem til arbejdet, og til at få den endelige version skruet sammen og gjort klar til trykken. Udgivelsestidspunktet er ikke helt fastlagt endnu, men det vil der være mere nyt om senere!
Problemer med bestilling af Jylland tur/retur: På grund af nogle tekniske problemer har mange haft svært ved at finde Jylland tur/retur hos diverse netbutikker, men også i enkelte fysiske boghandler. Der har været problemer med distributionen i flere måneder, der har været uden for min kontrol. Alle problemer burde dog blive løst her i november, gerne hurtigst muligt, så hvis du leder efter en sjov julegave at give, håber jeg du vil overveje Jylland tur/retur. Husk, at du kan finde aktuelle webshop-links, anmeldelser og info om bogen lige her fra siden! De links her fra siden giver ingen problemer i hvert fald. :-)